Pogačar kan muligvis gøre det, hvis ikke Cavendish vinder nogle flere. 😉
Lidt nyt om den (muligvis) snart forekommende »Chat Control«. Irriterende læsning.
Det er meget svært at have en saglig debat med Daddy Vanopslaghs gymnasielemminger når først de kommer i gang med, at gentage et af hans slagord. Det er ikke for at vise overordentlig despekt for dem, men sådan oplever jeg det i hvert fald. Nej, lykkesmedjen er ikke åben for alle, selvom man virkelig gerne vil være milliardær.
Ubehageligt. Det er da også helt vildt at dette lovforslag bliver ved med at genopstå fra de dødes rige. På et tidspunkt troede jeg ellers, at den alligevel ikke ville blive til noget, men åbenbart ikke …
11
Majority for chat control possible – Users who refuse scanning to be prevented from sharing photos and links
(www.patrick-breyer.de)
Mere konkret, måske Parma, selvom luftkvaliteten nok ikke er helt i top.
Et fint treetageshotel i en mellemstor by med fin luftkvalitet. Så skulle jeg sidde på tagterrassen og læse med koldt vand at drikke og en stor bøtte med vindruer.
Min jegFon 7 er åbenbart for gammel til at modtage sådanne meddelelser. Ikke at det går mig på, nej tværtimod.
Som den (muligvis) eneste aktive gymnasiast på forum, vil jeg empirisk sige, at min klasse består af seksogtyve elever, hvoraf fem (dvs. 19,2307%) af dem groft sagt er imbecile. I øvrigt synes jeg, at der er alt for mange mennesker på gangene. På mit gymnasium er der i fortiden blevet oprettet tretten klasser per årgang, men dette skoleår er tallet steget til fjorten. For mit vedkommende ville en nedskæring på tyve procent have været meget dejlig. Gymnasiet har mistet meget af sin prestige, og er blevet til en art udvidet grundskole for festengagerede.
Jeg er så træt af ministre. Alle vores ministre.
Skotland har, som jeg husker det, et ret stort budgetunderskud på omtrent ti procent, som er betalt af sydboerne (læs: de onde angelsaksere) og per automatik udelukker EU-medlemskab. Skotland skal altså spare knap en tiendedel af dets offentlige udgifter væk som udgangspunkt, hvis de vil tilslutte sig unionen, hvilket jeg har svært ved at se for mig.
Jeg er ikke som sådan imod skotsk selvstændighed, men man har vel allerede set hvordan det at forlade en større mellemfolkelig sammenslutning i sidste ende svækker begge parter, så som skotte ville jeg være forsigtig. Min personlige opfattelse er, at SNP har forkastet alle finanstallene for at føre en vildledende kampagne om en ideel, velfungerende skotsk stat, som i praksis slet ikke er realistisk. Jeg tror hellere, at vi må vente på, at Storbritannien i sin helhed melder sig ind i EU igen, omend det så må være lidt længere henne ad vejen.
Jeg blev færdig med The Broken Empire-trilogien tidligere i dag (nu i går, skrivningen af denne anmeldelse strak sig fra før til efter midnat), og jeg tror simpelthen jeg må sige, at den er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst.
Når jeg ser trilogien blive omtalt på internettet, er det første folk plejer at nævne, er hvor voldsom den er. »Grimdark«, kaldes genren. Der er meget vold og der er meget død. Der er voldtægt, afhuggede hoveder, tortur og så videre. Disse bøger er ikke for sarte sjæle. Men under alt det er bøgerne også ekstremt morsomme, og til tider tankevækkende. Jeg vil endda kalde den sidste bog i trilogien—Emperor of Thorns—for smuk.
Hovedpersonen vi følger gennem alle tre bøger er Jorg Ancrath, der i begyndelsen af den første bog kun er fjorten år gammel. Bortset fra nogle enkelte kapitler er hele trilogien skrevet i en førstepersonssynsvinkel, hvilket vil sige at vi får førsteklassessæder til Jorgs dystre sind. Jeg kan ikke sige andet end at han er en et decideret monster, men på trods af det er han på en eller anden måde ret tiltalende. Måske fordi han oven på al sin ondskab også er rigtig sjov.
På trods af mange de mange kulørte og forskellige skikkelser er Jog nok min yndlingsfigur i hele trilogien. Mark Lawrence skrev ham meget godt, og det er noget jeg kan sige om nærmest alt i hele series. Mark Lawrence er en fantastisk forfatter, selv i sin debutserie—som er denne—og jeg synes ikke hans skrivning har mange store mangler, hvis der da overhovedet er nogle.
Bøgerne blev oprindeligt skrevet på engelsk, og selvom de sidenhen er blevet oversat til mange sprog, er de aldrig udkommet på dansk, eller sågar norsk eller svensk. Derfor måtte jeg læse dem på originalsproget. Jeg tænkte ikke at det ville være nogen stor udfordring, men det endte alligevel med at volde mig en smule problemer. Jeg regner mig selv for værende bedre til engelsk end størstedelen af den danske befolkning, men på hver anden eller tredje side der var altid lige et ord jeg ikke kendte, og så måtte jeg jo så slå det op, Hovmod står for fald, eller hvad? Til sidst kom jeg dog ind i en eller anden rytme (Mark Lawrence havde nok også næsten udtømt sit eksotiske ordforråd), og så gik læsningen stærkt.
For lige at vende tilbage til begyndelsen af dette indlæg vil jeg igen sige, at The Broken Empire Trilogy nu har bevæget sig ind på toppen af min liste over bøger jeg kan lide. Den er i hvert fald garanteret en tredjeplads, og måske en anden- eller førsteplads. eg har allerede købt alle tre bøger i The Red Queen's War-trilogien, der foregår samtidigt med denne, dog med en anden hovedperson, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med den efter jeg har udgivet denne anmeldelse. Der skal sikkert også snart komme an anmeldelse af den fra mig, tænker jeg.
Hvis nogle af jer, der måske læser denne anmeldelse (og som ikke allerede har læst bøgerne), kan lide fantastik eller videnskabsfiktion (ja, jeg fordansker, hvorfor dog ikke?), vil jeg varmt anbefale denne bogserie. For flere vil den vise sig at være for voldsom, men for dem der kan tåle det, er det en fantastisk læseoplevelse de går i møde.
Prince of Thorns: 85/100
King of Thorns: 95/100
Emperor of Thorns: 100/100
The Broken Empire Trilogy: 95/100
view more: next ›
Jeg blev vækket af regnen i dag.